
Hej Brevkasse
Min forlovede og jeg har planlagt at blive gift til jul. Jeg ejer blandt andet et sommerhus, som jeg har overtaget fra mine forældre for mange år siden. Jeg ønsker, at sommerhuset skal være mit særeje, således at vi ikke skal dele værdien af sommerhuset, hvis vi på et tidspunkt måtte blive skilt. Men hvordan foregår det? Kan vi bare selv lave en aftale om særeje?
Dbh. fra Michael
Hej Michael,
Tak for dit spørgsmål.
Aftaler om særeje kræver, at I opretter en ægtepagt. I kan ikke på forhånd selv indgå en gyldig aftale om, at nogle af dine aktiver skal være særeje. Dog kan I i forbindelse med en eventuel forestående skilsmisse eller separation frit indgå aftaler om delingen af jeres formue, hvilket selvfølgelig kræver, at I til den tid kan blive enige. Derfor er I nødt til at oprette en ægtepagt, hvis du vil sikre dig, at dit sommerhus bliver særeje.
Både ægtefæller og kommende ægtefæller kan oprette en ægtepagt. Det er således ikke nødvendigt at oprette ægtepagten, inden I gifter jer. Men oprettelse af ægtepagt kræver enighed mellem jer. Hvis I efter brylluppet ikke er enige om at oprette ægtepagt, vil I derfor have delingsformue (formuefællesskab) i jeres ægteskab, da det er udgangspunktet i den danske ægteskabslovgivning. Derfor vil du være bedst sikret, såfremt ægtepagten oprettes, inden I skal giftes til jul.
Der er nogle formkrav, som skal overholdes, for at en ægtepagt er gyldig. En ægtepagt skal oprettes skriftligt og underskrives af begge parter.
Endvidere skal en ægtepagt tinglyses i Personbogen for at blive gyldig. Tinglysningen skal ske digitalt.
Der findes flere forskellige særejetyper, ligesom et særeje kan tidsbegrænses eller aftrappes.
I kan eksempelvis aftale fuldstændigt særeje, som indebærer, at særejeaktiverne ikke skal indgå i delingen af jeres formue, hvad enten ægteskabet ophører ved separation, skilsmisse eller død.
I kan også aftale skilsmissesæreje, hvilket betyder, at de pågældende aktiver er særeje, hvis ægteskabet ophører ved skilsmisse eller separation, men indgår i delingsformuen, såfremt ægteskabet ophører ved den ene ægtefælles død.
Endvidere kan der også aftales et såkaldt kombinationssæreje. Her kan man f.eks. kombinere en aftale om skilsmissesæreje med en aftale om, at skilsmissesærejet skal være fuldstændigt særeje for længstlevende ægtefælle, men delingsformue for førstafdødes særeje.
Man kan aftale særeje over hele formuer, eller man kan lade særejet være begrænset til bestemte aktiver, som fx dit sommerhus.
Som du kan læse, er der mange muligheder for at sikre sin formue, herunder bestemte aktiver, når man indgår ægteskab og ikke ønsker, at alle aktiver skal indgå i en delingsformue.
Jeg vil anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familieretlige sager, som kan hjælpe med eventuel formulering og registrering af ægtepagt forud for jeres bryllup.
Med venlig hilsen
Advokathuset Muurholm