Privat skifte eller bobestyrerbo

Hej Brevkasse

Min mor er for nylig død, og hun sad i uskiftet bo med min far, som døde i 2006. Ved mødet med skifteretten blev vi oplyst, at vores forældre i et testamente har bestemt, at boet skal forestås af en advokat som bobestyrer, medmindre vi tre børn selv ønsker at skifte boet privat.

Der er ingen andre arvinger end os børn. Vi har bedt om lidt betænkningstid hos skifteretten. Hvad indebærer et privat skifte?

Mvh
Ellen

Kære Ellen

Tak for dit spørgsmål.

Skifteretten skal afklare, hvorledes boerne efter dine forældre skal opgøres, og det sker i nærværende tilfælde enten ved, at boet udleveres til en bobestyrer, eller til jer i et såkaldt privat skifte.

Jeres forældre har ønsket en bestemt bobestyrer, som er advokat, og skifteretten vil således udlevere boet dertil, medmindre I tre børn ønsker boet udleveret til privat skifte, jf. jeres forældres testamente.

Der er en del praktiske opgaver forbundet med at forestå en bobehandling, ligesom der er frister, der skal overholdes over for skifteretten. Der skal udarbejdes en oversigt over boernes aktiver og passiver, ligesom der endeligt også skal laves en boopgørelse, hvor der beregnes arveafgift til staten, samt tages stilling til fordeling af aktiver, herunder likvide beholdninger og værdipapirer, fast ejendom og eventuelt øvrige værdifulde indboeffekter.

Ved privat skifte står arvingerne selv for behandlingen af dødsboet. Det forudsætter, at alle arvinger er enige, og at skifteretten vurderer, at boets aktiver kan dække boets gæld.

Mindst én arving skal være kontaktperson til skifteretten, og vedkommende skal bo i Danmark, være myndig og solvent (dvs. ikke være under konkurs eller ude af stand til at betale egne regninger til tiden).

I et privat skifte vil I selv stå til ansvar for at behandle boerne efter jeres forældre, men I kan også vælge at give fuldmagt til en selvvalgt advokat, som herefter står for bobehandlingen på jeres vegne. En advokat er dækket af en ansvarsforsikring, og derved flyttes ansvaret fra jer selv.

Et privat skifte skal færdiggøres senest 1 år efter jeres mors død.

Såfremt I ikke er enige om, at I ønsker privat skifte, eller hvis I undervejs bliver uenige, kan skifteretten udpege en bobestyrer i stedet, som herefter overtager skiftet af boerne efter jeres forældre.

I har mulighed for at rette henvendelse til en advokat, som beskæftiger sig med dødsbobehandling, for at høre nærmere om jeres muligheder, hvilket jeg vil råde jer til.

Med venlig hilsen
Advokathuset Muurholm

Seneste indlæg