Fremtidsfuldmagt mellem ægtefæller

Hej Brevkasse

Min mand og jeg har været gift i mange år, og vi har to fælles børn. Behøver vi at lave fremtidsfuldmagter, når vi har alt i fællesskab og ingen børn fra tidligere forhold?

Hilsen Ellen

Kære Ellen

Tak for dit spørgsmål. Ja, uanset jeres ægteskabsstatus og forhold i øvrigt, skal I overveje at få oprettet Fremtidsfuldmagter.

I kan ikke disponere på hinandens vegne, selvom I er gift og har fællesbørn. I dansk lovgivning gælder, at når man er gift, har man stadig særråden. Det betyder, at alle dispositioner, herunder f.eks. bankforretninger, salg af ejendom mv., skal foretages af den person, som har ejerskab over aktivet eller som en given disposition vedrører.

En Fremtidsfuldmagt er relevant for de fleste, da sygdom og svækket mentalt helbred kan ramme os alle – uanset alder.

I en sådan Fremtidsfuldmagt kan du og din mand hver især beslutte, hvad der skal ske, såfremt du og/eller din mand ikke længere er i stand til selv at disponere og tage vare på jeres egne forhold – økonomiske og personlige. I fuldmagten kan man fx også beslutte, at den anden ægtefælle kan sælge fælles bolig.

I skal have en Fremtidsfuldmagt hver.

I jeres tilfælde vil det være relevant at indsætte den anden ægtefælle i fremtidsfuldmagten, og jeres børn på 2. pladsen. På den måde sikrer I, at Fremtidsfuldmagten ikke falder bort, hvis der måtte ske jer begge noget.

For at være gyldig skal Fremtidsfuldmagten registreres og signeres med NemID i tinglysningssystemet samt bevidnes af en notar i retten.

Fremtidsfuldmagten træder først i kraft, når der er behov for den. Det sker efter indlevering af anmodning til Familieretshuset med dokumentation for sygdom mv.

Jeg vil anbefale jer at kontakte en advokat i forbindelse med jeres ønsker om at oprette en Fremtidsfuldmagt. En Fremtidsfuldmagt er et kompliceret juridisk dokument, og det ville være ærgerligt at risikere, at fuldmagten bliver afvist af Familieretshuset, hvis den ikke er udfærdiget korrekt og dermed ikke lever op til lovgivningens krav til specificering af ønsker til fuldmagtens omfang.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål.

Med venlig hilsen
Advokathuset Muurholm

Seneste indlæg