Beskatning af pengegaver


 Hej Brevkasse 

Vi har tænkt på at give vores datter og svigersøn et større beløb i gave, så de eventuelt kan nedbringe noget af deres gæld i huset. Vi er dog blevet gjort opmærksomme på, at de risikerer at skulle betale et stort beløb i skat, hvis gaven er for stor. Er der en måde, hvorpå vi kan give et stort beløb, uden at de skal beskattes heraf? 

Hilsen Bent og Irene 

---

Kære Bent og Irene 

Tak for jeres spørgsmål. 

Det er i 2023 muligt at give sit barn en afgiftsfri gave på op til 71.500 kr., hvorefter der skal betales gaveafgift på 15 % af det overskydende beløb. I kan hver give jeres datter det beløb, så tilsammen kan I give op til 143.000 kr. afgiftsfrit til jeres datter i 2023. I kan derudover hver give jeres svigersøn (forudsat de er gift og ikke blot sam-levende) kr. 25.000 afgiftsfrit i 2023. Samlet kan I derfor give jeres datter og sviger-søn en pengegave på i alt op til 243.000 kr. i 2023. 

Beløbene stiger årligt, og i 2024 er beløbet I hver kan give jeres datter kr. 74.100 og beløbet I hver kan give jeres svigersøn kr. 25.900. 

Når man giver en stor pengegave som ovenfor beskrevet, er det en god idé at oprette et gavebrev. På den måde kan det bevises, at beløbet berettiget er givet afgiftsfrit. 

Hvis der i jeres situation er behov for, at engangsbeløbet til jeres datter og svigersøn er større end de ovennævnte afgiftsfrie beløb, er det også muligt at yde et rentefrit og afdragsfrit familielån, hvorved I låner beløbet til jeres datter og svigersøn. De kan herefter anvende lånet til indfrielse af noget af gælden i deres hus. Rent praktisk foregår det ved, at der oprettes et gældsbrev, hvoraf bl.a. fremgår det beløb jeres datter og svigersøn skylder jer. Det er vigtigt, at gældsbrevet formuleres helt korrekt, og for at gældsbrevet kan indeholde vilkår om rentefrihed og afdragsfrihed, skal gældsbrevet være et anfordringsgældsbrev. 

Selvom jeres datter og svigersøn herefter har et stående lån til jer, kan I fortsat årligt give dem de ovennævnte afgiftsfrie gavebeløb, såfremt I stadig ønsker det. Gaven kan består i et kontant beløb, eller anvendes til nedskrivning af gældsbrevet. Det er vigtigt at pointere, at en gave skal være udtryk for en spontan handling, og med hensigt på at give en gave som følge af jeres umiddelbare gavmildhed. Gaven kan derfor ikke forudbestemmes i hverken gældsbrevet eller andetsteds, og jeres datter og svigersøn kan derfor ikke regne med, at gælden nedskrives. 

Hvis gælden nedskrives med evt. afgiftsfrie gavebeløb, skal det kunne dokumenteres, idet jeres datter og svigersøn ellers senere skal betale afgift af det fulde beløb, som de skylder jer. Det kan f.eks. ske ved, at I noterer bag på gældsbrevet med dato og underskrift, og påfører gældens nye størrelse. 

Der knytter sig en del formkrav til oprettelse af gældsbrev og gavebreve, og jeg vil derfor anbefale, at I søger juridisk bistand hos en advokat. 


Jeg håber, at ovenstående besvarede jeres spørgsmål. 

Med venlig hilsen 

Advokathuset Muurholm